Elina og Emil
Vores kærlighedshistorie begyndte på den mest moderne og alligevel uventede måde – med en simpel samtale på en online-datingside. Jeg boede i Ukraine, og Emil var i USA, så helt fra starten adskilte tusindvis af kilometer og et helt hav os. 
Ingen af os vidste præcis, hvor vores første samtaler ville føre hen, men det stod snart klart, at der var ved at opstå noget særligt mellem os. Beskeder blev til lange samtaler, samtaler til følelser, og før vi vidste af det, var en almindelig online-kontakt blevet til et seriøst langdistanceforhold. Vi lærte at være til stede i hinandens liv på trods af forskellige tidszoner, travle kalendere og den enorme fysiske afstand mellem os. Til sidst blev de virtuelle dates afløst af rigtige møder, og hvert besøg bekræftede, at vores forhold var al den indsats værd, vi lagde i det.
For mig var de lykkeligste øjeblikke altid dem, hvor jeg landede i USA og endelig så Emil stå og vente på mig igen. Men hvert eneste smukke besøg havde også en afslutning, og at sige farvel blev den mest smertefulde del af vores forhold. Hver gang jeg måtte forlade Emil i Amerika og rejse tilbage til Ukraine, blev det sværere for os begge at acceptere, at der stadig lå et hav mellem vores to liv. Vi forsøgte at forblive positive og minde os selv om, at hvert farvel var midlertidigt, men til sidst indså vi, at vi simpelthen ikke længere ville leve fra det ene gensyn til det næste.
Emil vidste præcis, hvad han ville, og han besluttede, at det var på tide at sikre, at vores næste kapitel blev skrevet sammen i stedet for på to forskellige kontinenter. Hans frieri blev det øjeblik, hvor alle de år med afstand, ventetid, lufthavne, flyrejser og følelsesladede farvel endelig begyndte at føles det hele værd. Jeg sagde ja, velvidende at jeg ikke blot accepterede et frieri, men valgte den mand, som jeg ønskede at bygge mit hjem og min fremtid sammen med. Vores bryllup var alt det, vores langdistanceforhold ikke havde været – stort, livligt, glædesfyldt, traditionelt og fyldt med de mennesker, vi elskede.
Efter at have tilbragt så lang tid adskilt af tusindvis af kilometer gjorde det, at vi var omgivet af familie og venner, mens vi fejrede vores bryllup, dagen særligt meningsfuld. Ægteskabet gav os endelig noget, vi havde drømt om så længe: muligheden for at vågne op sammen og dele den almindelige hverdag uden konstant at tænke på den næste flyrejse eller det næste farvel. Nogle gange ser vi tilbage og har næsten svært ved at tro, at vores familie og alt det, vi har opbygget sammen, begyndte med en simpel chat på en datinghjemmeside.
